- onsdag, 10. december 2025 - 14:06
Triple DM-guld til Musool Taekwondo Klub
Lige ved siden af Holbæk Station ligger en af Danmarks mindste taekwondoklubber. Det er her en håndfuld taekwondokæmpere har trænet det seneste år for at opnå deres mål for 2025: Guld ved Danmarksmesterskaberne i taekwondo.
Lørdag den 15. november drog fire kæmpere, Kaylee, Silla, Sarah og Smilla, til Vejle for at se om træningsindsatsen havde været tilstrækkelig. Første kæmper i ilden var Kaylee, som stillede op i børn under 33 kg. Med en samlet 5. plads i bagagen fra Kids-EM i Athen ugen forinden var selvtilliden i top. Og det kunne ses. Kaylee gik direkte til semifinalen, hvor hun tog begge runder uden problemer mod en kæmper fra Risskov. I finalen ventede en pige fra Vejle. Men til trods for en noget mere aggressiv modstandere holdt Kaylee hovedet koldt og tog uden problemer kampen. Dagens første guldmedalje.
I kategorien under 44 kg kadet, dvs. under 15 år, stod Silla over for en stærk modstander fra Rødovre i sin semifinale. Desværre trak Rødovrekæmperen det længste strå og Silla måtte se sig slået og nøjes med bronzemedalje. Bedre gik det for Sarah i kadet, +59 kg. I sin vej til guldet skulle først en pige fra Gilleleje besejres. Her tog Sarah begge runder og kampen. Ligeledes gik det i semifinalen, hvor en kæmper fra Odense ventede. Men også her gjorde Sarah god brug af sin højde og med flere hovedspark var kampen afgjort. I finalen ventede en meget frembrusende modstander fra Vejle. Men dette rystede ikke Sarah, som igen fik brugt sin længere rækkevidde og tog de første to runder og dermed kampen. Dagens anden guldmedalje.
Som rosinen i pølseenden skulle 14-årige Smilla i junior (det år man fylder 15 men under 18 år), møde en 17-årig kæmper fra Vejle i vægtklassen -42 kg. Den væsentlig større pige fra Vejle kom foran i første runde med 5 - 0, men med 10 sekunder igen lavede Smilla point med spark på vesten efterfulgt af et spark til hovedet, hvorefter stillingen var reduceret til 5 - 5. Da Smilla efterfølgende fik et hårdt spark ind på vesten, som sendte modstanderen i gulvet, tog Smilla første runde 8 - 5. I anden runde kom Smilla foran fra start, indtil Vejlekæmperen med få sekunder igen fik reduceret til 4 - 4. Pointtavlen viste fordel til Smilla, så modstanderen havde ryggen mod muren. Afslutningen på kampen blev dermed kaotisk. Smilla blev presset ud af banen og fik et strafpoint. Men Musools coach og kamptræner, Jesper Christophersen protesterede, idet han mente forseelsen (at gå/falde uden fra banearealet) var sket efter kamptiden var løbet ud. Efter en dommervotering fik Jesper medhold. Smilla tog således også anden runde og kunne for tredje gang kalde sig Danmarksmester i kamp. Dagens tredje guldmedalje.
Med tre DM-guld og en DM-bronze har Musool Taekwondo Klub bevist, at selv små klubber fra mindre byer kan bide skeer med de største klubber i Danmark og opnå deres mål, så længe man har den rigtige træner, dedikation fra atleterne og opbakning fra lokalsamfundet.